KLIK PÅ DATOEN NEDENFOR, for at skifte måned.
Nick Cave – Fra ikonoklast til rockikon

Til sommer i år vender legendariske Nick Cave tilbage til Skandinavien for at give koncerter i blandt andet Göteborg og på Fyn. Gennem sin efterhånden fem årtier lange karriere, har den i dag 68-årige australier udviklet sig fra balstyrisk punk til en af rockmusikkens mest respekterede sangskrivere. Fra ikonoklast til rockikon, som foruden musikken har udgivet en række kritikerroste bøger.
Nick Caves musik er generelt præget af mørke stemninger. Han trækker på en række stilarter som bl.a. country, punkrock og salmer, og udtrykket varierer fra den aggressive udladning til den stille ballade. Der er ofte skæve og skramlende elementer, og Caves vokal er langt fra de traditionelle idealer om en smuk stemme.
Denne aften giver en af Danmarks førende Cave-eksperter, Espen Strunk, en indføring i Caves fascinerende univers. Espen Strunk er cand.mag. i litteraturhistorie, musikhistoriker og forfatter. Han har interviewet Nick Cave flere gange og udgav i 2018 bogen ‘Himlen over Brighton’ om Caves nyere værk og virke.
Folkeuniversitetet i Aalborg har arrangeret.
Trekantens Cafe har åbent ifm. foredraget.





