Aalborg Øst’s unikke byudvikling var grunden til, at kulturhuset Trekanten fik fine gæster forleden. Dagen før valget lagde EU kommissær Dan Jørgensen, Skatteminister Ane Halsboe-Jørgensen, og borgmester Lasse Jensen vejen forbi. Her fik de alle en præsentation af Trekanten med leder Michael Mansdotter. Vel udenfor ved Astrupstien tog direktør Ole Nielsen fra Himmerland boligforening over, og fortalte om ’Den Grønne Arena’ Trekantens nye nabobygning, som bliver en bygning til rytme, bevægelse og samvær, når den står klar.
Desuden fik de tre politikere en orientering om ‘Kildeparken 2020’; et kæmpeprojekt som Boligforeningen gennemførte frem til 2020, hvor 1100 boliger på Fyrkilde, Blåkilde og Ravnkildevej blev renoveret fra inderst til yderst. Gæsterne havde en informativ dag, og der var gang i samtalen og spørgsmålene hele vejen igennem.





