Bestyrelsesmedlem fra den nu nedlagte forening, SAK, Leif Kjeldsen og kulturhusleder fra Trekanten – bibliotek & kulturhus Michael Mansdotter er enige om, at pengene skal bruges lokalt. Pressefoto.
Bestyrelsesmedlem fra den nu nedlagte forening, SAK, Leif Kjeldsen og kulturhusleder fra Trekanten – bibliotek & kulturhus Michael Mansdotter er enige om, at pengene skal bruges lokalt. Pressefoto.

Hundeklubben SAK donerer 45.000 kr. til Trekanten Kulturhus

Efter 45 år afslutter Sallingsund Agility Klub sit virke – og sender sit opsparede overskud videre til Trekanten Kulturhus – helt i overensstemmelse med foreningens vedtægter.

Sallingsund Agility Klub (SAK), også kendt som Hundehuset, lukkede officielt d. 31. december 2025 efter næsten 45 års virke som hunde og socialklub for hundetræning i området.

Nu overdrages foreningens opsparede formue på 45.000 kroner til Trekanten Kulturhus, i overensstemmelse med foreningens vedtægter.

Det fremgår direkte af SAK’s vedtægter, at såfremt foreningen ophører, skal et eventuelt overskud overdrages til Trekanten Kulturhus.

Donationen er således ikke blot en gestus fra bestyrelsen, men en forpligtelse foreningen har påtaget sig siden sin stiftelse.

Aftale opsagt

Aalborg Kommune opsagde sidste år aftalen om brug af arealet på Sebbersundvej, da fritidstilbuddet ”Byggeren” har brug for mere plads.

Den beslutning fremskød det endelige punktum for SAK, som de senere år har været udfordret af mangel på hundetrænere – ikke på medlemmer, fortæller bestyrelsesmedlem og afviklingsansvarlig i SAK, Leif Kjeldsen.

– Det var muligt at gennemføre alle de kurser, der skulle være. Men manglen på hundetrænere blokerede for foreningens udvikling, siger Leif Kjeldsen og forklarer, at kommunens beslutning derfor blot fremskyndede det uundgåelige.
Og den afgående bestyrelse er tilpas med at midlerne havner hos Trekanten.

– Vi er glade for, at de bliver i området, siger Leif Kjeldsen.

Foreningen finansierede sit virke gennem kommunalt tilskud og frivilligt arbejde, og lykkedes i sine bedste år med at opspare den sum, der nu går videre.

SAK havde ved sin afslutning ca. 100 medlemmer.

Pengene bruges i foreningens ånd

Hos Trekanten Kulturhus vækker de uventede midler stor glæde og kulturhusleder Michael Mansdotter pointerer, at midlerne vil blive brugt i foreningens ånd.

– Pengene vil blive søgt anvendt, så de på en eller anden måde kommer hundeejere til gode, siger Michael Mansdotter og peger på, at det kan være til aktiviteter som foredrag, et kunstværk eller noget andet socialt.

Information og historik om SAK vil søges overdraget til Nørretranders Lokalhistoriske Arkiv, så foreningens mange år i området ikke går i glemmebogen.

Fakta

  • Stiftet for ca. 45 år siden som hunde- og socialklub
  • Lukkede 31. december 2025
  • Ca. 100 medlemmer ved afslutningen
  • 45.000 kr. doneres til Trekanten Kulturhus
  • Historik overdrages til Nørretranders Lokalhistoriske Arkiv

Seneste nyt

Kommende events

×