Bertel Haarders protestsang får premiere på Trekanten Kulturhus
Når Trekanten Kulturhus inviterer til social dining bliver det med premiere på folketingspolitiker Bertel Haarders nye protestsang.
Den tidligere minister og forfatter Bertel Haarder har skrevet en stærk protestsang målrettet alle gode amerikanere. En tekst, der udtrykker hans dybe bekymring over Donald Trumps politik og udviklingen i USA.
Og når Trekanten Kulturhus inviterer til social dining den 14. maj bliver det med premiere på Bertel Haarders protestsang.
»Du truer til højre og venstre i flæng. Og sparker til fjende og ven. Men en gang vil hovmodet stoppe din vogn, For the times they are a-changing«, lyder lyrikken i teksten, hvor Bertel adresserer den nuværende amerikanske præsident.
– Det er ganske relevant med frihedssange som situationen er nu. Særligt, når vi føler os lidt truet, siger musiker og sangskriver Jens Stage, som har valgt at fortolke og fremføre teksten live på aftenen.
Og det bliver til tonerne fra Bob Dylans ikoniske protestsang “The Times They Are A-Changin’.
– Gæsterne får sangen på print og opfordres til at synge med, siger Jens Stage og tilføjer, at hele aftenens musiktema er dedikeret frihedssange.
Således kommer Haarders sang blandt andet i selskab med Erik Clausens ”Friheden flyver” og Halfdan Rasmussens ”Noget om Helte”.
Frihedstemaet krydres rent kulinarisk med gammeldags kylling i skysauce eller fyldt squash med danske linser, gratineret med ost og svampesauce. Dertil forårsdessert med hindbær og flødeskum med kaffe og te.
Bertels bekymring
Med sin tekst reagerer Haarder blandt andet på vicepræsident J.D. Vances nylige besøg i Grønland:
Med tydelig indignation over amerikansk politik og respekt for frihedens værdier, udtrykker Bertel Haarder sin bekymring for USA’s forandring.
”J.D. Vance ville have mødt en iskold skulder i Nuuk og Sisimiut. Derfor flygtede han til Pituffik Space Base, hvor han uimodsagt kunne svine Danmark til for at få grønlændere til at elske USA.
Men han slipper ikke for min stille protestsang på en kendt melodi fra tiden før, USA slukkede frihedsfaklen”, skriver Bertel Haarder på sin Facebookprofil.
Bertel Haarders tekst er til fri afbenyttelse og deling. Han lover, at den vil blive fremført af sig selv sammen med politikerkollegaen Søren Pind på Folkemødet på Bornholm i år, skriver han på sin profil.
Kom og oplev en aften, hvor musik, politisk engagement og fællesskab går hånd i hånd.
Praktisk information:
Trekanten Kulturhus
14. maj 2025 kl. 17-19




