Den, der arbejder med sig selv, får prinsessen og det halve kongerige
Premiere på Fuckr med dit livs eventyr. En aften med tankelæsning, informationstricks og det, illusionist Stig Rantzau kalder verdens bedste ballonnummer.
Aftenen handler om, hvor let vi lader os påvirke – og hvordan en dygtig manipulator kan få os til at afsløre mere, end vi tror.
Onsdag den 9. oktober kan publikum på Trekanten Kulturhus opleve illusionist og magisk manipulator Stig Ranzau med showet “Fuckr med dit livs eventyr”.
Med en unik kombination af psykologi, illusion og fortælling demonstrerer Stig Rantzau, hvor nemt det er at få viden om mennesker, uden at de selv opdager det.
– Jeg vil inspirere folk til at forstå, hvorfor de handler, som de gør – og i stedet turde følge deres egne mål i livet, uden at lade sig styre af omgivelserne, siger Stig Rantzau.
Paranormale tider
Som formand for Nordjysk Trylleklub er Stig Rantzau et velkendt ansigt på Trekanten, og det kommende show rammer direkte ind i tidsånden, siger kulturhusleder på Trekanten – bibliotek & kulturhus, Michael Mansdotter.
– Magi og trylleri taler ind i den stigende interesse for det paranormale, som i disse år fylder mere i folks bevidsthed.
– Med dette show får publikum mulighed for at opleve det udfolde sig live, fortæller Michael Mansdotter og fremhæver, at Stig Rantzau altid sætter ord på baggrunden for sine numre.
Klodshans
I forestillingen trækker Stig Rantzau denne gang tråde til H.C. Andersens eventyr som et modspil til tidens sociale pres om at følge moden, mene det rigtige og tilpasse sig normerne.
– Jeg vil gerne minde folk om faren ved at lade sig styre udefra, for når man tilpasser sig for meget, risikerer man at blive usynlig.
– Her ser jeg en stærk forbindelse til H.C. Andersens univers, hvor eventyrene ofte handler om dem, der tør stå ved sig selv, siger Stig Rantzau og forklarer, at Klodshans fx netop bliver set og får prinsessen, fordi han gør, som han selv vil – ikke som alle andre forventer.
– Den, der arbejder med sig selv, får prinsessen og det halve kongerige, fastslår han.
Magi på menuen
På Trekanten tryller også cafeteamet i køkkenet i anledning af showet. Her bliver der serveret cremet kylling eller velanmeldt svampebøf efter eget valg med smørstegte havreris, svampesauce og bagt hokkaidogræskar. Efterfølgende serveres dessert med æbletrylleri fra de danske haver med økologisk kaffe og te.
Ekstra magi på Trekanten
Allerede lørdag den 4. oktober kan publikum opleve magiker Stig Ranzau til Lørdag Ekstra på Trekanten, hvor han bevæger sig rundt i huset og spreder små doser magi, som en forsmag på det store show, der venter.
– Folk skal tænke over, hvorfor de gør, som de gør – og turde styre deres eget eventyr, siger Stig Ranzau, der til dagligt lever af at optræde foruden at undervise på Nordjysk Trylleskole.
– Spørgsmålet er bare, hvem der selv tør træde ind i livet og måske vinde prinsessen og det halve rige, funderer han.
Praktisk info:
Fucker med dit livs eventyr – Stig Ranzau
Trekanten Kulturhus, Sebbersundvej 2A, Aalborg
Torsdag 9. oktober kl. 18.00-21:00
Billetter: https://trekanten.info/event/hvem-styrer-dit-livs-eventyr/




