Grøn buffet og blå toner på Trekanten
Smag, musik og bæredygtighed i hjertet af Aalborg Øst.Trekanten Kulturhus er med i Nordjysk Madfestival 2025.
BILLETTER
Vil du med på rejsen mod en grønnere fremtid? Så inviterer Trekanten dig til en stemningsfuld aften, hvor maden er både lækker og bæredygtig.
Trekanten Kulturhus er med, når Nordjysk Madfestival folder sig ud over hele landsdelen, og det sker med en aften, hvor grøntsager, blues og fællesskab går op i en højere enhed med temaet Blues & Greens.
Aftenens buffet byder på det bedste fra årstidens danske grøntsager og bælgfrugter – serveret med passion og viden fra Trekantens café.
– Under middagen deler kokkene ud af deres erfaringer med grøn gastronomi og inviterer til dialog om smag, tekstur og madglæde. Deltagerne får naturligvis opskrifterne med hjem, siger Anne Grønning, caféleder på Trekanten.
Aftenens kulturelle dessert
Efter maden bliver der skruet op for soul og blues, når A Minor Blues Band indtager scenen. Bandet spiller en moderne fortolkning af klassisk soul, blues og rock’n’roll.
Repertoiret er inspireret af navne som Muddy Waters, Ray Charles og Aretha Franklin, og bandet er kendt for deres tætte publikumskontakt og evne til at skabe ægte musikalsk nærvær.
– Det er musik, der rører ved hjertet og får fødderne til at vippe i takt, lover Michael Mansdotter, kulturhusleder på Trekanten – bibliotek & kulturhus.
En aften med smag, lyd og fællesskab
Nordjysk Madfestival arbejder for at gøre Nordjylland til en stærk gastronomisk destination med fokus på lokal forankring, bæredygtighed og fællesskab.
– Arrangementet på Trekanten Kulturhus er et levende eksempel på den mission, hvor mad, kultur og mennesker mødes i en fælles oplevelse, pointerer Michael Mansdotter.
Tid og sted
26. august kl. 18:00-21:00
Trekanten Kulturhus, Sebbersundvej 2a, Aalborg Øst




