Langbordsfrokost med grøn inspiration og god smag
Der var både en liflig duft, indbydende farver og et fortrinligt fællesskab i Trekantens café, da deltagerne samledes til Langbordsfrokost på Trekanten – en eftermiddag dedikeret til grøn madglæde, bælgfrugter og nye idéer til køkkenet.
Formålet var enkelt: at give inspiration til, hvordan man nemt kan få mere grønt og flere bælgfrugter ind i hverdagsmaden – uden at gå på kompromis med smag eller nydelse.
Menuen bød på:
- Græskar creme med butterbeans krydder olie og yoghurt grønt drys.
- Hjemmebagt brød.
- Smørrebrøds haps med bagt gulerod toppet som en roastbeef mad og bagt kartoffel med basilikum mayo.
- Tomatsalat fra Tranum med olivenolie.
- Svampebøf med svampemayo, sylt rødløg, soltørret tomat og karse.
- Salat med spidskål, grønkål æble abrikos vinaigrette og ristede græskarkerner.
- Indisk gryderet med linser, squash, kokosmælk og tomater.
- Thai inspireret salat med sprøde havreris toppet med kylling peanuts og grønt – sød chilisauce.
- Bagte blomkål og rødbeder med fetacreme drys dukkah.
- Æblekage med knas af honningristede rugkerner med kardemomme og flødeskum og chokolade.
Grøn viden og gode vaner
Trekantens køkken delte ud af sine bedste køkkentips til at bruge flere grøntsager, bælgfrugter og linser, og deltagerne kunne få opskrifter med hjem. Der blev spurgt, smagt og snakket – og for dem, der blev ekstra inspirerede, var der mulighed for at købe et lille udvalg af bælgfrugter med hjem.
Samtidig havde Trekanten Bibliotek fundet en række relevante bøger frem om grøn mad, bælgfrugter og bæredygtig kost, som man kunne bladre i eller låne med hjem.
En del af en grøn bevægelse
Caféen på Trekanten har tidligere deltaget i et projekt sammen med Økologisk Landsforening for at fremme brugen af danske bønner, linser og bælgfrugter – helt i tråd med De Nye Nordiske Kostråd.
I dag har caféen Det Økologiske Spisemærke i sølv og arbejder aktivt for bæredygtighed og reduktion af madspild.
– Vi vil gerne vise, at grøn mad kan være både mættende, smagfuld og overkommelig i en travl hverdag,” fortæller caféleder Anne Grønning, der stod i spidsen for dagens arrangement.
– Det handler om at gøre det nemt at tage små grønne skridt – uden løftede pegefingre.




