
Trekanten Kulturhus i Aalborg har modtaget støtte fra Nordea-fonden til at styrke fællesskab og livsglæde gennem fællessang og social dining.
I alt 11.000 kroner er blevet bevilget til projekt fællessang og social dining, som skal skabe rammerne for endnu flere meningsfulde møder mellem mennesker.
Støtten fordeler sig på 5.000 kroner til sociale og kulturelle aktiviteter, herunder fællesspisning og sangarrangementer, samt 6.000 kroner øremærket til indkøb af en sangpakke med 25 Højskolesangbøger.
– Vi er utrolig glade for, at Nordea-fonden bakker op om vores vision om at bruge fællessang og fællesspisning som en vej til trivsel og fællesskab, siger Michael Mansdotter, kulturhusleder på Trekanten – bibliotek og kulturhus.
Han peger på, at støtten fra Nordea-fonden gør det muligt at gøre endnu mere ud af sangen og de gode måltider som et naturligt samlingspunkt for de besøgende.
Bertel Haarders protestssang
Trekanten har allerede stor succes med social dining-arrangementer, hvor fællesskab og kultur går hånd i hånd.
Senest dannede huset rammen om fællesspisning og premieren på Bertel Haarders nye protestsang. Et arrangement, der samlede et stort antal sangglade gæster om en række frihedssange og god mad.
”Kombinationen af, at nyde et fælles dejligt måltid og derefter åbne munden og synge i fællesskab, giver glæde i krop og sjæl”, lyder det i ansøgningen, som kulturmedarbejder Lene Mellergaard står bag. Hun er sammen med resten af Trekantens Cafeteam initiativtager til Social Dining & Fællessang på Trekanten.
– Vi ønsker at holde sangglæden i live og udvikle den. Derfor glæder vi os til at tage de nye højskolesangbøger i brug, siger Lene Mellergaard og forklarer, at mange giver udtryk for, at de kan være sig selv og synge med uanset stemme og erfaring.
– Vi oplever, at deltagerne bliver trygge og åbner sig, når vi synger sammen.
– For det handler ikke om at synge perfekt, men om at være med, siger hun.
Sang er mental trivsel
Fællessang har de senere år fået en renæssance i Danmark og betragtes i stigende grad som en vej til mental trivsel og stærkere fællesskaber. I den sammenhæng anvendes Højskolesangbøgerne ofte ved disse events.
– Vi har flere foreninger, der ofte efterspørger højskoleskolesangbøgerne, ligesom bøgerne også vil være tilgængelige for husets øvrige brugere, siger Michael Mansdotter og forklarer, at støtten fra Nordea-fondens er vigtig i bestræbelserne på at skabe rum, hvor alle – uanset alder og baggrund – kan mødes i øjenhøjde og synge sammen Trekanten – bibliotek og kulturhus.