
Trekanten – bibliotek og kulturhus i Aalborg deltager blandt otte kulturhuse i landet i en undersøgelse, der for første gang undersøger kulturhusenes sociale værdi.
Projektet er sat i gang af foreningen Kulturhusene i Danmark med støtte fra Lauritzen Fonden og har til formål at synliggøre og styrke kulturhusenes rolle som sociale aktører i det danske samfund.
Undersøgelsen skal afdække, hvordan kulturhuse – ofte uden for offentlighedens blik – også fungerer som frirum og fællesskaber for mennesker i sårbare livssituationer.
I den forbindelse er Trekanten i Aalborg blandt andet udvalgt på baggrund af husets stærke lokale forankring og brede tilbud af mangeartede aktiviteter.
Et sted, hvor alle kan høre til
Hos Trekanten – bibliotek & kulturhus i Aalborg er kulturhusleder Michael Mansdotter særligt optaget af at sætte fokus på menneskers ressourcer frem for begrænsninger.
– Vi oplever dagligt, hvordan vores hus fungerer som et åbent og trygt mødested for mennesker fra alle samfundslag.
– Kulturhuset arbejder målretter med mennesker i udsatte positioner og er dermed med til at løfte en væsentlig samfundsopgave, pointerer Michael Mansdotter.
Imidlertid er det sociale kulturarbejde ikke altid tydeligt for den omgivne samfund.
– Det sociale arbejde er ikke nødvendigvis tydeligt, selvom det er er en naturlig del af vores daglige praksis.
– Derfor er vi glade for, at denne undersøgelse sætter fokus på netop den rolle, siger Michael Mansdotter.
Styrket indsigt og fremtidig udvikling
Undersøgelsen skal blandt andet afdække større viden om, hvordan kulturinstitutioner kan være med til at fremme social mobilitet og lokale fællesskaber.
Denne viden kan bidrage til fortsat udvikling og politisk dialog.
– Det er helt afgørende, at vi er dygtige til at skabe frirum med fokus på sårbare menneskers ressourcer frem for udfordringer, siger Jes Lunde, rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Han peger på, at kulturhusenes sociale værdi længe har været overset.
– Kulturhusene har potentiale til at løfte mennesker og gøre en reel forskel.
– Dette projekt kan være med til at synliggøre kulturhusenes værdi og vise, hvordan kulturen kan give et nyt ståsted lige der, hvor det er allermest tiltrængt, fastslår Jes Lunde.
Baggrund
Kulturhusene er blandt de mest besøgte kulturinstitutioner i Danmark med op mod 16 millioner årlige besøgende.
Alligevel har deres sociale indsats været underbelyst. Med denne undersøgelse ønsker Kulturhusene i Danmark at skabe et fælles udgangspunkt for at anerkende, dele og videreudvikle de mange initiativer, der hver dag gør en forskel i lokalsamfundene.
Fakta
Undersøgelsen er iværksat af foreningen Kulturhusene i Danmark og omfatter 12-15 kulturhuse i Danmark og løber frem til udgangen af 2025.
Trekanten i Aalborg er udvalgt blandt de første 8 kulturhuse på baggrund af deres geografiske placering, organisering og sociale arbejde.
Projektet udføres i samarbejde med SocialRespons og BARC Scandinavia og er støttet af Lauritzen Fonden.